Jeg havde min fitness taske med overalt.

Inden jeg går videre med min historie vil jeg gerne dele lidt med jer. Jeg gik egentlig ikke op i at træne før jeg blev 26 år, vægten var ikke noget jeg gik super meget op i, men havde da i nogle perioder mere på sidebenene som så mange andre:=)

Teater/ballet og model branchen er en verden som måske ikke lige er den sundeste eller bedste for unge kvinder, mange udvikler spiseforstyrrelse og andre psykiske problemer da det er en verden som handler meget om at være den bedste og smukkeste.

Jeg slap for spiseforstørrelsen….. elskede/elsker mad, søde sager og vin alt for meget til dette var muligt, men har da haft mine perioder hvor jeg har holdt igen med de søde sager samt endte desværre med at blive træningsnarkoman.

I mine ballet år kunne jeg spise alt uden at tage på og tænkte ikke det mindste over hvad der var usundt el sund men da jeg blev teenager/voksen blev jeg jo henvist til at søge ind i eventbranchen og holde mig væk fra model verden, fik egentlig ikke rigtig at vide hvorfor men kan måske godt se på billeder at der var lidt mere på sidebenene end der burde eller???? Det spørgsmål har været utrolig meget oppe at vende, hvordan skal den perfekte model/kvinde se ud? Hvad mener du?

Billeder fra før jeg begyndte i træningscentret:

Selv om jeg arbejdede i fitness branchen så gik jeg ikke super meget op i selv at træne, men en dag skulle jeg lige prøve en aerobic time og solgt blev jeg,…. jeg begyndte at se at kroppen ændrede sig og blev langsomt grebet af alt hvad der havde med fitness at gøre : stram op, puls styrke, spinning, boksning ,funk, pump og løb, fik jeg det hele med!

Jeg havde min fitness taske med overalt, selv om jeg var i Jylland på model opgave og havde 4 timer hjem i tog, så kunne jeg da lige nå ned og træne i det lokale fitness center..

Folk kommenterede tit at jeg måske skulle lade den træningstaske være, men det var ikke noget jeg ville lytte til og fortsatte bare derud af, god mad og vin var stadig en stor del af mig for har altid været en rigtig livsnyder, tænkte at nu kunne jeg spise alt,  skulle jo bare op og træne et par timer dagen efter, så var det forbrændt.

I denne periode fik jeg lov at lave nogle af mine bedste jobs, som var for Fitness World samt Newline. (kampagne)

Jeg begyndte at melde mig til en del kvinde løb og blev grebet af at løbe ved siden af alt mit fitness.., mer skulle have mer, blev høj og følte at de problemer man gik rundt med forsvandt… men gjorde de det…, NEJ…. men føltes sådan dengang!!!

Jeg melder mig til Cph. marathon 2011, et trænings forløb på ca et halvt år… mange snakkede om at det var noget man skulle prøve en gang i sit liv, så det skulle jeg da også :=)

Begynder at få lidt smerter i ryggen undervejs men tænker det nok ikke er noget og nupper et par smertestillinde og fortsætter med at være på alle mine fitness timer samt løber…..

Jeg gennemføre mit marathon på under 4 timer som var mit mål, den fedeste oplevelse at komme i mål efter 42 km… kunne have løbet 10 km mere hvis det var, så vildt var jeg…. men mine smerter i ryggen kommer og går,… det med smerte var ikke rigtig noget jeg vidste hvad var og tænkte det nok bare ville gå væk af sig selv….

Pludselig en dag kan jeg ikke komme ned til mine sko af bare smerter…. noget er galt….. HELT GALT…. Jeg går til fys, får blokader, akupunktur samt smertestillende af min læge… INTET hjælper… efter et langt langt smerte helvede hvor jeg bliver sendt rundt i systemet finder man ud af det er en stor diskusprolaps.

Det er nok den værste periode i mit liv, en smerte som ikke kan beskrives… nogle siger faktisk at den er værre end at føde, så kan dem som har født selv tænke sig til det,… jeg anede ikke hvad jeg skulle gøre, var magtesløs, blev jo nød til at arbejde så det var noget med at sætte uret 2 timer inden jeg skulle op så jeg lige kunne tage mine morfin piller for bare at kunne komme op af sengen.

Efter et langt forløb vælger jeg at sige ja til en operation som heldigvis går godt, men må sige jeg virkelig vågnede op derefter, tænker tit der var en mening at dette skulle ske….. har i hvert fald fået et andet forhold til træning og min krop.

Jeg så ikke mig selv som trænet og så det ikke som jeg havde et problem,… den ene time tog den anden og da det var værst tog jeg 3-4 timer/hold i træk om eftermiddagen og havde måske løbet 14 km om dagen. Jeg vidste nok inderst inde godt at den var gal men noget drev mig derhen hvor jeg ikke selv kunne bunde og snakkede ikke rigtig med nogle om det, har vist altid været en god skuespiller.

En masse kærligheds problemer drev mig nok derhen samt det at være model nok ikke altid har været det sundeste erhverv for mig til tider. Hvis du lider lidt af dårlig selvværd kan det nemt blive en ond cirkel, du ikke ved hvordan du kommer ud af.

Hvis jeg skal give et godt råd så lyt til din krop og søg hjælp inden skaden sker, den dag idag er jeg en sund og rask kvinde som træner ca 3 gange i ugen, nyder stadig god mad og vin og tænker ikke over om jeg skal op og træne eller ej, men havde det ikke været for min skade samt at jeg har snakket med nogle profesionelle mennesker som fik mig til at vågne op, var jeg der måske endnu.

Billederne nedenfor er fra hvor jeg trænede mest, fitness centret var mit andet hjem, hvis ikke nærmere mit hjem.