Årene på balletskolen begynder for alvor at blive hårde, man starter på tåspids som 13 årig og derfra handler det bare om at øve og øv, ens fødder skal igang med at vænne sig til at være klemt ned i en sten hård sko.

 

Jeg kan huske det gjorde super ondt til at starte med, man havde hele tiden vabler, man blev nød til at plastre hver en tå ind, inden foden skulle skrues ned i denne fine sko så det ikke blev værre. Man havde ikke noget valg så man måtte bare bide smerten i sig.

Vi var 7 elever på tåspids timerne så man kunne ikke gemme sig eller havde en dårlig dag for så skulle du nok få det at vide.

Min danselærer var en ben hård kvinde (hun var gammel ballerina og havde opnået alt hvad man kunne opnå indenfor balletten) så udefra var det en perfekt lære at have men for mig var hun en heks…, ved den dag idag godt hun kun ville mig det bedste, men i en alder af 13/14 år så er det ikke alle som kan skelne mellem om det er positiv eller negativ kritik, jo mere hun råbte af mig og sagde, ASTRIDDDD du kan gøre det bedre…. ASTRIDDDDD tag dig sammen, ASTRIDDDDD kom såååå… jo mere bange blev jeg og det virkede til sidst modsat, jeg blev ikke bedre, jeg blev ked af det, og havde tit lyst til bare at løbe min vej og ikke komme tilbage.. man begyndte langsom bare at finde ud af hvem der var inden i varmen og hvem der ikke var, følelsen af ikke at være god nok begyndte her at komme til mig.

Nogle har mere styrke i krop og fødder end andre. Jeg var desværre en af dem som ikke havde den bedste styrke, hvilket gjorde jeg skulle arbejde en del mere end de andre. Jeg gik hos en fys som var tilknyttet skolen for at få mere styrke i mine fødder og led.

Jeg var stadig med i en masse skønne forestillinger, her havde jeg det godt, elskede at skulle klædes ud i alle mulige sjove kostumer samt optræde for et stort publikum (Det kgl teater- gamle scene.) her glemte man lidt tid og sted og der var ingen lærer som råbte af en at man ikke var god nok, dette var mit frirum <3

Juleballet var endnu en sjov aften, en masse fine kjoler dog var vi 2 elever som havde fået købt samme kjole, hvilket ikke lige var det fedeste men lidt sjovt var det alligevel.

Jeg har altid været god til at have smilet og det gode humør på mig, så tror ikke at nogle opdagede at jeg tit var trist og ked, følelsen af at være alene og ikke være god nok gik jeg meget rundt med.

Alle andre fik ros, jeg syntes kun jeg fik at vide at jeg ikke gjorde det godt nok. Dengang var der ikke psykologer og andre former for hjælp som der er den dag idag når børn og unge mennesker starter på sådan et forløb og går rundt og tumler med nogle ting.

Tiden som balletbarn som blev fra barn til voksen (teenager) var en super spændende tid, mange sjove oplevelse man aldrig vil glemme men også en ben hård tid som krævede blod sved og tåre, venner som også var ens konkurrenter og et liv hvor du hurtig kunne opbygge dårlig selvværd og dårlig selvtillid hvis du ikke havde nogle at snakke med det om.

 

Drømmen om at blive professionel balletdanser braste da jeg som 15 årig ikke bestod min eksamen, jeg ville det så meget men min styrke og teknik var ikke god nok, det var nok den hårdeste dag i mit liv, jeg hulkede da jeg læste brevet hvor der stod jeg ikke skulle fortsætte.

Jeg havde jo knoglet 5 år for dette og mit liv var jo blevet teatret (Kgl. Teater) hvad skulle der nu ske?  hvad med ens ballet venner og hvad med mine gamle venner, var de der stadig? havde jo ikke snakket med dem i alt den tid og skulle dansen nu bare stoppe fra den ene dag til den anden,  ALT var uoverskueligt for mig i denne periode.

Jeg bestod 4 balleteksamner ialt og nåede at være på skolen 1990-1995.

 

Fortsættelse følger om hvordan jeg kommer videre herfra og hvordan livet som model starter.:=)

 

Mit sidste julebal, sjovt så meget tøj stilen har ændret sig ;):

 

 

 

Tiden flyver derud af med træning, skolegang og nogle gange forestillinger om aftenen, fritid var der ikke rigtig noget af og selv om man savnede de gamle venner/veninder så begyndte det langsomt at glide ud….

Julen var en sjov tid der var altid et stort årligt julebal den 23. dec, der skulle man både danse lance og have fint tøj på, det var nærmest en konkurrence om hvem der havde den fineste kjole på den aften, så det blev der brugt utroligt meget tid og krudt på.

Det var til tider hårdt at være på både psykisk og fysiskt og selv om man ikke fik sin skønhedssøvn fordi man havde været med i en forestilling aftenen forinden så var det bare op på hesten igen man var jo ung og tænkte ikke så meget.

Tiden går og året er så småt omme og eksamen som man har frygtet lå lige om hjørnet, det var et kæmpe pres, alle var bange og nervøse over om man fik lov til at blive til næste sæson.

Det foregik sådan at vi dansede en stangskole og lavede en masse øvelser ude på gulvet mens der sad ca 15 lære ved et langt bord med fin grøn dug, ikke så sjov en oplevelse og en dag som bare skulle gå godt selv om man selvfølgelig også blev bedømt ud fra fra hvordan året var gået.

Frygten for ikke at bestå prøven var stor, man var jo begyndt at få et tæt forhold til sine klasse kammarater selv om konkurrencen stadig hele tiden var der,.. skulle jeg nu tilbage til min gamle skole igen eller ….. ??

Synes eksamen gik godt men man ved jo aldrig de er ben hårde, man ville først få svar ca 3 uger efter, hårdt at skulle gå så lang tid og ikke vide om man var købt eller solgt.

Der var en mærkelig trykket stemning bland os elever men alt skulle køre normalt indtil vi fik sommerferie, svaret ville vi få tilsendt med posten hvor der så stod om man var gået videre eller ej. Kan huske jeg sad og ventede på postbuddet, det var en nervepirrende dag for en lille pige på 11 år…. og så blev der ellers ringet rundt til alle, vi havde jo hverken mobil el pc dengang:)

I brevet stod der jeg var bestået…. pyha, jeg blev super lettet men der kom også hurtigt en tanke om hvad det næste år nu ville bringe…

 

 

 

 

 

 

 

Kære læsere så kommer mit første indlæg, håber I synes om det:=)

Til dem af jer der ikke ved så meget om det, så er det Kgl. Teaters balletskole, en skole som har eksisteret siden 1771 og et af de få kompagnier hvor ballet og læseskole er under samme tag men man sover hjemme.

Det er helt specielt at være balletbarn du er i en teaterverden med musik, dans, bevægelse, kostumer og eventyr som kræver træning, prøver og forestillinger og skolelektier.

Man kan blive optaget på skolen fra ca. 7 års alderen til 10 år her er det faktisk lidt sidste chance, man foretrækker at elever starter i en så tidlig alder så muligt så man stadig er bøjelig og flexible.

Man går i skole et år af gangen, forstået på den måde at man afslutter året med en balleteksamen, her får du at vide om du får lov at fortsætte til næste sæson eller om det er farvel og tak, så man ved aldrig om man er købt el solgt, dette fortsætter frem til man ca. er 16 år, derefter er du stadig ikke sikret som danser, der er flere danse eksemaner man skal igennem men chancen er større da det kun er de bedste som er tilbage før du bliver optaget i korpset som det så fint hedder, her er du ca. 18 år gammel, hvor du så endelig kan kalde dig balletdanser.

Der er vist sket en del ændringer derinde siden jeg gik derinde men det var sådan forløbet var dengang.

Som helt lille pige (7 år) begyndte jeg at gå til jazz ballet/ballet på en lille danseskole som lå i København hvor jeg er opvokset.

Jeg kan egentlig ikke helt mindes om jeg selv synes det var super sjovt men min mor var nok med til at påvirke mig lidt, hun gik selv til en del dans og jeg blev tit hevet med rundt. Det endte i hvert fald med at jeg fik blod på tanden og drømmen om at blive en rigtig ballerina i lyserødt skørt som stod på en stor scene med et kæmpe publikum kom til mig hurtigt. :=)

Jeg er 8 år gammel hvor jeg forsøger første gang om at blive optaget på Det kgl. teaters balletskole, jeg synes det var lidt mærkelig at skulle igennem en masse danseprøver samt læger skulle tjekke ens fødder og krop men vidste også det var en del af gamet, drømmen var jo bare at blive danser ?..

Jeg kom desværre ikke videre, de mente ikke jeg var klar?

Her begynder jeg allerede at mærke følesen af ikke at være god nok, hvorfor kom de andre ind, er der noget galt med mine fødder el krop? men min mor sagde vi prøver bare næste år igen?.. det skal nok lykkes, vi må øve samt træne dig stærkere.

Året efter igen, 9 år gammel, kommer jeg desværre heller ikke igennem nåleøjet? får at vide at jeg stadig ikke er klar/dygtig nok?

Jeg er på det tidspunkt startet på en lille privat skole på Frederiksberg, her er jeg begyndt at få venner og er en helt normal skolepige og tænker at det nok ikke bliver til noget med det dans efter et par afslag,? men drømmen om at komme ind på balletskolen er der stadig.

Jeg forsøger igen som 10 årig (sidste chance) man siger jo alle gode gange 3 er lykkens gang, hvilken den så langt om længe også blev for mig, jeg blev optaget på balletskolen,… jubiiii

Jeg blev SUPER glad en drøm blev jo til virkelighed men skulle også sige farvel til alle mine gamle klasse kammarater og ikke vide om jeg ville komme tilbage til dem igen.

Kan huske de var super stolte over at jeg var blevet optaget, de havde alle lavet en tegning hver især til mig som held og lykke med mit nye liv derinde, det var en hård dag for mig at skulle sige farvel til alle mine klassekammerater.

Året 1991 starter jeg i 5 klasse på balletskolen inde på Kgs Nytorv (KBH), vi er 6 elever i klassen lidt noget andet end 20 hvor jeg kom fra.

Dagene startede altid med morgentræning (ballet), hver eneste morgen mandag til lørdag kl 8-10, herefter skulle vi i almindelig læseskole fra kl. 10.30 til ca kl 16, nogle gange var der prøver midt i læsetimerne hvis man var med i nogle forestillinger som skulle spilles om aftenen, så det var ikke altid vi fik en fuld engelsk time el dansk time gennemført, dansen var det vigtigste.

Vi boede på værelser hvor vi ca. var 5 elever på hver, alle havde et skab/sminkebord hvor vi kunne gøre os klar til de forskelige ting.

Vi skulle selv sminke/sætte hår (med få undtagelser) hver gang vi var med i nogle forestillinger så man blev i en tidlig alder bevidst omkring makeup og stil.

Det var en tid hvor vi hyggede os vi var jo kun børn men vi fandt også hurtigt ud af at det ikke bare var for sjov vi var på balletskolen, det handlede jo også om dansen om hvem der var bedst, hvem der fik hvilke roller i de forskellige forestillinger osv.

Kampen om at blive bedre og hele tiden have fokus på om man fik lov at blive til næste år fyldte vildt meget og kan huske at jeg blev mere og mere indelukket, ens venner var pludselig også ens konkurrenter, savnede tit mine gamle klassekammerater, men tiden var desværre ikke til at se dem.

 

Fortsættelse følger snart 😉

 

Lidt billeder fra mit første år ;

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Mit navn er Astrid Søjberg, jeg har haft en lidt anden opvækst end så mange andre og livet har ikke altid været helt så nemt med en skolegang på den Kgl. teaters balletskole samt et voksent liv som model.

Jeg vil fortælle om min tid som balletbarn og hele forløbet fra barn til voksen, en tid som har bragt en masse blod, sved og tåre og tiden efter hvor presset og drømmen om at blive model blev til virkelighed.

Mange unge går og har en drøm om at blive danser eller model men er den så fantastisk som den ser ud til? jeg vil give gode råd samt fortælle jer min historie.

Håber meget I har lyst til at følge mig og læse om mine oplevelser samt mine erfaringer, nyt indlæg kommer snart.

Mange knus

Astrid Søjberg