Vi snakkede ikke rigtig sammen om hvordan vi havde det.

Årene på balletskolen begynder for alvor at blive hårde, man starter på tåspids som 13 årig og derfra handler det bare om at øve og øv, ens fødder skal igang med at vænne sig til at være klemt ned i en sten hård sko.

 

Jeg kan huske det gjorde super ondt til at starte med, man havde hele tiden vabler, man blev nød til at plastre hver en tå ind, inden foden skulle skrues ned i denne fine sko så det ikke blev værre. Man havde ikke noget valg så man måtte bare bide smerten i sig.

Vi var 7 elever på tåspids timerne så man kunne ikke gemme sig eller havde en dårlig dag for så skulle du nok få det at vide.

Min danselærer var en ben hård kvinde (hun var gammel ballerina og havde opnået alt hvad man kunne opnå indenfor balletten) så udefra var det en perfekt lære at have men for mig var hun en heks…, ved den dag idag godt hun kun ville mig det bedste, men i en alder af 13/14 år så er det ikke alle som kan skelne mellem om det er positiv eller negativ kritik, jo mere hun råbte af mig og sagde, ASTRIDDDD du kan gøre det bedre…. ASTRIDDDDD tag dig sammen, ASTRIDDDDD kom såååå… jo mere bange blev jeg og det virkede til sidst modsat, jeg blev ikke bedre, jeg blev ked af det, og havde tit lyst til bare at løbe min vej og ikke komme tilbage.. man begyndte langsom bare at finde ud af hvem der var inden i varmen og hvem der ikke var, følelsen af ikke at være god nok begyndte her at komme til mig.

Nogle har mere styrke i krop og fødder end andre. Jeg var desværre en af dem som ikke havde den bedste styrke, hvilket gjorde jeg skulle arbejde en del mere end de andre. Jeg gik hos en fys som var tilknyttet skolen for at få mere styrke i mine fødder og led.

Jeg var stadig med i en masse skønne forestillinger, her havde jeg det godt, elskede at skulle klædes ud i alle mulige sjove kostumer samt optræde for et stort publikum (Det kgl teater- gamle scene.) her glemte man lidt tid og sted og der var ingen lærer som råbte af en at man ikke var god nok, dette var mit frirum <3

Juleballet var endnu en sjov aften, en masse fine kjoler dog var vi 2 elever som havde fået købt samme kjole, hvilket ikke lige var det fedeste men lidt sjovt var det alligevel.

Jeg har altid været god til at have smilet og det gode humør på mig, så tror ikke at nogle opdagede at jeg tit var trist og ked, følelsen af at være alene og ikke være god nok gik jeg meget rundt med.

Alle andre fik ros, jeg syntes kun jeg fik at vide at jeg ikke gjorde det godt nok. Dengang var der ikke psykologer og andre former for hjælp som der er den dag idag når børn og unge mennesker starter på sådan et forløb og går rundt og tumler med nogle ting.

Tiden som balletbarn som blev fra barn til voksen (teenager) var en super spændende tid, mange sjove oplevelse man aldrig vil glemme men også en ben hård tid som krævede blod sved og tåre, venner som også var ens konkurrenter og et liv hvor du hurtig kunne opbygge dårlig selvværd og dårlig selvtillid hvis du ikke havde nogle at snakke med det om.

 

Drømmen om at blive professionel balletdanser braste da jeg som 15 årig ikke bestod min eksamen, jeg ville det så meget men min styrke og teknik var ikke god nok, det var nok den hårdeste dag i mit liv, jeg hulkede da jeg læste brevet hvor der stod jeg ikke skulle fortsætte.

Jeg havde jo knoglet 5 år for dette og mit liv var jo blevet teatret (Kgl. Teater) hvad skulle der nu ske?  hvad med ens ballet venner og hvad med mine gamle venner, var de der stadig? havde jo ikke snakket med dem i alt den tid og skulle dansen nu bare stoppe fra den ene dag til den anden,  ALT var uoverskueligt for mig i denne periode.

Jeg bestod 4 balleteksamner ialt og nåede at være på skolen 1990-1995.

 

Fortsættelse følger om hvordan jeg kommer videre herfra og hvordan livet som model starter.:=)

 

Mit sidste julebal, sjovt så meget tøj stilen har ændret sig ;):